Svensk sida

Regeringen indgår aftale om nye, stramme og afbalancerede regler for ægtefællesammenføring

  • Immigration & development
Feb
2018
8

Hvis man ønsker at få sin udenlandske ægtefælle til Danmark, vil der fremover blive taget stilling til, om parret forventeligt bliver godt integreret.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har i dag indgået en aftale om nye, strammere regler for ægtefællesammenføring, som skifter tilknytningskravet ud med klare krav til, at parret blandt andet skal kunne klare sig både sprogligt og jobmæssigt. Der stilles også krav om, at parret ikke bor i et udsat boligområde.
Aftalen strammer dermed kravene for ægtefællesammenføring, men styrker muligheden for at få sin udenlandske ægtefælle med til Danmark, hvis der på baggrund af begge ægtefællers forhold er udsigt til en vellykket integration.

Det nye integrationskrav betyder, at ægtefællesammenføring normalt kun kan gives, hvis ægtefællerne samlet set opfylder 4 ud af 6 integrationsrelevante betingelser. Derudover skærpes kravet til parrets bolig, kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse og det danskkrav, som den udenlandske ægtefælle skal opfylde efter en periode i Danmark.

Herudover strammes kravene for herboende indvandrere, så de for at kunne få ægtefællesammenføring skal leve op til de nye og skærpede betingelser for permanent opholdstilladelse, som blev gennemført ved ændring af reglerne om permanent opholdstilladelse i 2016 og 2017.

Det nye integrationskrav betyder, at ægtefællesammenføring normalt kun kan gives, hvis ægtefællerne eller samleverne samlet set opfylder 4 ud af 6 integrationsrelevante betingelser:

  • Herboendes sprogkundskaber: Bestået Prøve i Dansk 3 eller tilsvarende.
  • Herboendes erhvervserfaring: Ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 5 år i Danmark.
  • Herboendes uddannelse: Uddannelse i mindst 6 år, heraf mindst 1 års uddannelse ud over grundskolen, i Danmark. Uddannelse ud over grundskolen omfatter 1 års fuldtidsuddannelse på en kompetencegivende uddannelse. 10. klasse eller efterskoleophold kan ikke indgå i opgørelse af uddannelse ud over grundskolen.
  • Ansøgers sprogkundskaber: Engelskkundskaber på B1-niveau eller bestået Prøve i Dansk 1. For så vidt angår engelskkundskaberne skal ansøger vedlægge et prøvebevis fra en anerkendt sprogudbyder.
  • Ansøgers erhvervserfaring: Ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 ud af de seneste 5 år.
  • Ansøgers uddannelse: Bestået uddannelsesforløb af mindst 1 års varighed på en uddannelse, der mindst er på niveau med en videregående uddannelse her i landet eller kan sidestilles med en dansk erhvervsuddannelse.

 

Hent den fulde aftaletekst (pdf) 

Hent bilag 1 til aftalen (pdf)

Nordens välfärdscenter | tel: +46 8 545 536 00 | | En institution under Nordiska ministerrådet